Historien 1848-1853
Årene op til grundlovens vedtagelse i 1849 var præget af politisk uro. Orla Lehmann var en af tidens populære politikere.
I den Collinske gård havde Konditor Christian Frederik Bredo Grandjean på det tidspunkt indrettet sig med bolig på 1. sal og drev sit populære konditori i gadeplan fra gårdens egentlige facade ud mod Store Strandstræde.
I 1848 fik han den gode ide at lave en slags karamel, som han pakkede ind i et billede af Orla Lehmann. Disse karameller kaldte han ”Orla Lehmann drops”, og salget af dem gik som varmt brød. Konditor Grandjean blev så rig, at han i 1852 kunne købe den Collinske gård.
Hurtigt efter overtagelsen planlagde Grandjean, at den gamle gård skulle nedrives for at give plads til det hus, som står der i dag. Planerne var dog ikke bare sådan at føre ud i livet og blev oprindeligt mødt med protester fra Grandjeans ven H.C. Andersen. H.C. Andersen, der i mange år havde haft sin gang i ejendommen hos familien Collin, blev grebet af nostalgi, da han hørte om Grandjeans ideer om at rive den gamle gård ned og bygge en ny. Den gamle gård var imidlertid så forfalden, at alle forstod, at den ikke stod til at redde. Så trods nostalgi reagerede H.C.Andersen ikke negativt på de nye byggeplaner, men at det gamle lindetræ på gårdspladsen skulle fældes, berørte ham dybt. Han blev uvenner med Grandjean og i et forsøg på at bevare træet, forfattede han et digt:
(H.C. Andersen: ”Det gamle træ, o, lad det stå” - ca. 1853)
1. Det gamle træ, o, lad det stå, 2. Nu vil jeg da på vandring gå,
indtil det dør af ælde. men det kan jeg fornemme,
Så mange ting det husker på, man rejser ud for hjem at nå,
hvad kan det ikke melde. thi bedst er det dog hjemme.
Vi det så fuldt med blomster så, Når træet her har blomster på,
de friske grene hælde. det vil min hjemkomst melde.
Det gamle træ, o, lad det stå, Det gamle træ, o, lad det stå,
det må I ikke fælde! det må I ikke fælde!
Til sin store fortrydelse måtte H.C. Andersen dog se, at Grandjean, som stedets nye ejer, gjorde alvor af sine planer: Både fældning af træet og en ny flot ejendom blev en realitet. I perioden 1853-54 opførte Grandjean sammen med arkitekten Christian Tybjerg ejendommen, som vi kender den i dag. Arkitektens søster var i øvrigt gift med Jonas Collins søn…
H.C. Andersen besindede sig og blev forligt med Grandjean, så han til rejsegildet d. 22. december 1853 skrev rejsegildesangen til det nye hus:
(H.C. Andersen: ”Ved Kransens hejsning på Grandjeans nye Gaard.” - Den 22. December 1853)
1. Fra gammel tid en gaard her stod 2. Gid meget godt og dygtigt ske
nu er den "gamle minder", i dette hus vi satte!
men på dens grund, og den er god, Gid fremtids børn må på det se,
en ny man oprejst finder; som en af byens skatte,
vi rejste den med kransen på, som mærkeligt i mer end grund,
vi til den fest os samle. så at derom man sjunger!
Du nye gaard! Gid lykken må, Og nu fra hjerte og mund,
bo her, som i den gamle vort hurra for den runger!
(Kilde: Axel Grandjean: ”Spredte minder gennem 70 år”, 1919)
