Familien

Grandjeans Gaard er et stykke københavner-historie. Familien efter Christian Frederik Bredo Grandjean bor stadig i ejendommen på femte generation. Således har Grandjean og hans efterkommere haft adresse i Bredgade 4 uafbrudt siden 1853. Huset er præget af de skiftende tider og siden opførelsen, har hver generation sat sit præg. De nuværende ejere har f.eks. tilkøbt nabohuset i Store Strandstræde 5, så der nu dannes et naturligt gårdrum mellem bygningerne og den lille grønne have. 

Med en gammel ejendom følger også en masse fortællinger, og Grandjeans efterkommere har fungeret som kulturbærere fra generation til generation. Nogle af historierne er dog skrevet ned - af Grandjeans søn, Axel, lillebror til Harald Frederik Grandjean, som udgav sine erindringer som biografi i 1919. Her på siden kan du læse den kronologiske gennemgang og stifte bekendtskab med tidens finurlige sprog og de mange kulturpersonligheder, der har været tilknyttet Grandjeans Gaard... 

Grandjean selv var som nævnt andetsted på siden konditor og havde allerede forretning i den tidligere gård der lå på stedet. Mellem 1848 og 1852 grundlagde han en formue, der var stor nok til, at han kunne købe grunden, nedrive den gamle gård og opføre den ejendom som vi ser i dag. Grandjean var født i 1811 og døde d. 29. september 1877. Han var gift med Karen Caroline, der var født i 1810 og som levede helt frem til 1899. Sammen fik de tre børn, hvoraf det ene barn døde som spæd.

(Karen Caroline & Christian Frederik Bredo Grandjean)

Harald Frederik Grandjean, født 17.10.1841 var ældste søn efter den gamle Grandjean. Han var oberstløjtnant og Ridder af Dannebrog. I 1896 købte han sommerbolig på Strandvejen i Espergærde og denne benyttes fortsat af den nuværende generation. Hans hustru Anna Margrethe blev født i 1858 og levede helt frem til 1954. Haralds lillebror, Axel, var en dansk komponist og dirigent og som nævnt forfatter til biografien "Spredte Minder - gennem 70 Aar".

(Anna Margrethe & Harald Frederik Grandjean)

Søstrene Ingeborg (02.04.1881-13.01.1963) og Elisabeth Grandjean (09.08.1883-14.07.1979) arvede og ejede herefter ejendommen.

(Ingeborg, Anna Margrethe, Elisabeth & Harald Frederik Grandjean - fotograferet ved sommerboligen i Espergærde)

Elisabeths datter, Tove Grandjean (21.12.1908-20.11.1997) blev gift med Frank Anton Svendsen (29.10.1900-21.07.1995) og fik to sønner.

(Tove Grandjean & Frank Anton Svendsen - fotograferet ved sommerboligen i Espergærde)

De nuværende ejere, kunsthandler Erwin Anton og ingeniør Henrik Anton Svendsen, er således 4. generation efter den gamle Grandjean og bor begge i ejendommen med deres hustruer Birgitte og Annalena.

(Henrik, Annalena, Erwin & Birgitte Anton Svendsen)